Vejen ud af modløshed
Har du mistet modet? Her er inspiration til at genfinde det ~ eller bevæge dig ud af dorsal vagal, som jeg ville kalde det i en polyvagal forståelse af nervesystemet.
Der har været en særlig stemning i yogarummet den seneste uge. Selvom vi ikke har talt politik, klima eller krige, fornemmer jeg, at vi har delt tilliden til, at noget af det mest aktivistiske, vi kan gøre lige nu, er at være til stede i os selv. Uden at lukke ned, blive handlingslammede eller omvendt overaktiverede. Min undervisning har været centreret om at vugge nervesystemet til ro, åbne hjertet og være med det, der er. Også det svære.
Det sidste har mange af os aldrig lært. Jeg oplever selv, at min automatpilot er indstillet på at ville fikse det, hvis noget er svært. Jeg er opdraget til at gå på gaden og vise, når jeg er utilfreds med magthaverne, at tale uretfærdigheden højt. Jeg har brugt år på at udvikle og lede projekter for, at mennesker der ofte ingen stemme har i den offentlige debat, kunne komme til orde.
Når jeg (også) tror på en anden stille aktivisme nu, så skyldes det først og fremmest mit møde med polyvagal teorien. Forståelsen af, at jeg bidrager til den kollektive kæmp eller flygt stemning, hvis jeg går på barrikaderne. Bidrager til dem og os og andre traumestrategier. Fastholder mit nervesystem i sympatikus. Aktiveret. I alarmberedskab. Ikke tryg og forbundet med verden.
På vejen ud af den strategi har jeg ~ måske særligt på det seneste ~ at jeg er blevet følelsesløs, hjælpeløs, modløs. At jeg har forladt dele af mig selv og ikke har evnet at engagere mig socialt og slet ikke politisk. Jeg har følt skyld og skam og tvivlet på mig selv. Sagt på polyvagalsk; været i en dorsal vagal tilstand. I hvert fald en gang imellem.
Det, der blev tydeligt for mig på yogamåtten sidste uge, var, at jeg har tilladt mig selv den luksus at være nær og praktisere en anden form for aktivisme. Jeg har lavet ingenting med mine børn, gødet jorden i min have og gjort mig umage for at kunne være et trygt nervesystem at læne sig ind i for dem omkring mig. Holdt fødderne på jorden, hovedet koldt og hjertet varmt.
Det, der har støttet mig har blandt andet været de her små øvelser, som generelt kan være hjælpsomme, hvis vi vil ud af modløsheden/dorsal vagal:
At gå med bare fødder i græsset. Den dorsal vagale tilstand er knyttet til vores følelse af fundament, vores rødder. Ved at mærke jorden under mig, forbindelsen, tyngdekraften, støtten har jeg genfundet tilliden til, at jeg gerne må være her. Også på en anden måde, end jeg har været før.
Twist. Det kan være som her på yogamåtten eller at bevæge hovedet og overkroppen lidt fra side til side i løbet af dagen. Jeg kunne skrive noget om vagus nerven, og hvordan den bliver stimuleret af twist, men helt instinktivt mærkes det i mig som en invitation til at se et større perspektiv. Måske ikke helt 360 grader rundt, men næsten.
Selvmassage. Måske særligt af det, som i taoistisk filosofi kaldes yin organerne; nyrer, milt, lever, hjerte og lunger. Mærk kontakten mellem dine håndflader og andre områder af kroppen. At du er her. Nu.
Tid i naturen. Uden podcast eller musik i ørerne. Løfte blikket mod himlen. Mærk barken på et træ. Lytte til fuglene, der trækker over himlen i store flokke.
Abdominal breathing eller bare dybe vejrtrækninger. Så dybe at maven bevæger sig langsomt ud på indåndingen, der bliver mere plads imellem ribbenene. På udåndingen trækker ribbenene sig sammen om midtlinjen igen, og navlen søger tilbage mod rygsøjlen.
Øvelserne er generelle og nogle af dem, der støtter mig mest. MEN vores nervesystemer er unikke, og derfor kan noget af det, der bringer mig tilbage til tryghed og forbundethed aktiverer dig. Måske ved du, at tid i naturen ikke støtter dig, men bringer dig i alarmberedskab, fordi du ser, hvor få fugle der er på træk i år sammenholdt med tidligere. Måske selvmassage af netop et af de organer, jeg nævner her, bevidst eller ubevidst minder dig om en traumatisk oplevelse.
Dette er til inspiration. Skrevet med et ønske om, at du også mærker tilladelsen til at praktisere en mere stille og egenomsorgsfuld aktivisme i de her dage, end den du måske er vokset op med.