Hvad er din respons på en verden, hvor vi konstant taler kriseberedskab, hvor din vejr-app viser røde temperaturer det meste af januar, og mediernes breaking bjælker blinker stadig mere insisterende. Spørger du mig, er det mest meningsfulde du kan gøre lige nu, at blive mere fortrolig med din egen indre tilstand, og hvad der påvirker den. Vores nervesystemer påvirker hinanden, og jo flere, der farer op i det røde felt de her dage… jo værre. Nogle gange skal vi gå på gaden. Råbe op. Sige fra. Andre gange er en mere stille form for aktivisme effektfuld. Det har særligt polyvagal teorien lært mig noget vigtigt om.

Må jeg dele en lidt skamfuld hemmelighed? De seneste år har jeg oftere siddet på en yogamåtte og guidet, end ligget på måtten og bevæget mig med fuld opmærksomhed på min indre fornemmelse. Jeg har afprøver forskellige undervisere, men har svært ved at overgive mig uden at have et parellelspor kørende med undrespørgsmål til valg af sekvensering, undervisningsteknikker, stemmeføring, musikvalg og så videre. Samtidig har det der med at rulle måtten ud og følge min indre guidance været udfordrende. Indtil nu.

Før vi kan transformere traumatiske oplevelser til vækst, må vi mærke ubehaget. Helt råt. Med radikal accept af, at lige nu er det sådan. Slippe modstanden på nuet.

At kunne det forudsætter, at der er et sted, vi føler os trygge nok til at være med det, der er. Uden at skubbe ubehaget væk, kaste glimmer på eller forlade os selv, fordi vi mærker, at vores ubehag vækker ubehag i andre. Som jeg oplevede det dengang på coachuddannelsen.

Oplevelsen minder mig om, hvordan kroppen husker og lagrer vores levede liv. Bindevævet snor sig som et tredimensionelt spindelvæv om og igennem muskler, led og organer, er dybt forbundet med vores autonome nervesystem og væver vores erfaringer ind i kroppen. På påvirker ikke bare vores bevægelsesmønstre, men måden vi er i verden.

December er korte dage, der kalder på indadvendthed og hvile - men også masser af sociale arrangementer. December er hjemlig hygge, stearinlys og langsomme sysler - men også voldsom trængsel og alarm. December er hjerternes fest - men også en smertefuld tid for dem, der har mistet og sidder alene.

Det kan være svært at finde balancen. Derfor en lille praksis, som jeg for snart mange år siden lærte som de ni rensende runder. Laver jeg den dagligt, oplever jeg, at den støtter mig i at finde balancen igen og igen.

Vi tilsidesætter alle sammen os selv og vores følelser engang imellem. Måske særligt som småbørnsforældre. Det er helt naturligt at vores egne behov træder i baggrunden, når der er et lille menneske, der er afhængigt af os og vores evne til at tilfredsstille helt basale behov.

Men at tilsidesætte dine behov kan også være et traumerespons. Måske oplevede du som barn, at du kun var elsket, når du passede ind i de voksnes rammer og gjorde, hvad der blev forventet af dig. Måske trænede du din tilpasningsevne i en grad, så du mistede fornemmelsen af, hvem du var. Måske fortsatte du med at forfølge det, du fornemmede omverdenen forventede af dig, indtil du en dag ikke kunne mere.

Et traume er ikke selve oplevelsen eller det, der skete eller ikke skete dengang. Det er det indtryk, det efterlod i din krop og dit nervesystem, fordi du dengang ikke oplevede tryghed til at slippe kroppens naturlige stress respons fri. I stedet bliver det en ubevidst indstilling i dit system, der kan begrænse din måde at være i verden på.

Der har været en særlig stemning i yogarummet den seneste uge. Selvom vi ikke har talt politik, klima eller krige, fornemmer jeg, at vi har delt tilliden til, at noget af det mest aktivistiske, vi kan gøre lige nu, er at være til stede i os selv. Uden at lukke ned, blive handlingslammede eller omvendt overaktiverede. Min undervisning har været centreret om at vugge nervesystemet til ro, åbne hjertet og være med det, der er. Også det svære.

I genlæsningen af Brødrende Løvehjerte slår det mig, hvordan Astrid Lindgren smukt pendulerer mellem Tvebaks mørke ensomhed og skønheden i fuglesang. Mellem angsten for Tengils ondskab og duften af kirsebærblomster. Mellem Katlas grusomme ild og piletræernes spejling i floden. Præcis som jeg har lært at pendulerer mellem det svære og sundheden, sammentrækningen og udvidelsen, først gennem Somatic Experiencing og senere som traumeinformeret kropsterapeut.

Vi lever i en tid, hvor vi bliver inviteret til at hacke os til sundhed og indre ro med færdige modeller, det mest af alt minder om forarbejdede færdigretter solgt som den helt rigtige sammensætning af næring. Og så kan det langsommelige arbejde med at lytte til kroppen føles uoverskueligt. Eller i hvert fald ikke lige så effektivt som at lave dén der vejrtrækningsøvelse i toget eller vinterbade mindst en gang om ugen og vide præcis, hvad det skulle gøre godt for, fordi nogen andre har fortalt os det.

Når vi mister, flår smerten og sorgen os åbne og efterlader usynlige ar. Omorganiserer de indre lag af bindevæv som er vidnesbyrd om levet liv. Et vidnesbyrd om den kærlighed, der var. Hvis arret er dybt, var kærligheden det også. Men vi kan hele. Vævet kan vokse sig stærkere, end det oprindelige nogensinde var. Præcis som været arvævet fra et fysisk sår. 

Vi kan ikke forløse, bryde fri af noget, vi har  manglet eller mistet. Men i tryg relation kan vi opøve evnen til uforbeholdent at modtage det, vi har manglet. Evnen til at give os selv det og give andre det ~ uden at forlade os selv. 

Hvad gør dig glad? Sådan spurgte både min læge og psykoterapeuten og damen på jobcentret mig igen og igen, da jeg blev sygemeldt med stress. Jeg kunne ikke svare. I hvert fald ikke fra et ærligt, autentisk sted i mig. Jeg kunne ikke mærke det. En del af mig var bevidst om det. En anden del svarede ud fra, hvad der burde gøre mig glad, hvad “man” svarer, hvad jeg troede var rigtigt at svare.

Vi taler ofte om evne til at tilpasse os, være agile, som en ressource. Det kan det være. Men det kan også være en traumerespons, som Astrid Lindgren så det i 70erne, da hun reflekterede over en turbulent tid med sønnen Lasse. Nogenlunde samtidig satte Pete Walker det, han kaldte fawn, ind i en terapeutisk kontekst. Senere har Stephen Porges i sin Polvagal Teori beskrevet det som en blandingstilstand, der både invoverer en høj grad af sympatisk aktivering (stress) og en mindre grad af dorsal vagal nedlukning.

Lykke og lyse nætter synger vi og samles om bålet, overfloden og livet, der sitrer over alt på denne tid af året. Jeg elsker det. Og samtidig mærker jeg også, hvordan solen her på sit højeste kaster lys ind i mine mørkeste kroge. Undrer mig over, hvorfor sommerviserne ikke som vinterens sangskatte både hylder lyset og mørket. Det er kun latter, leg og lethed.

Kroppen har fået magt, men ofte som led i selvoptimering, planlagt modellering af kroppen og overbevisningen om at træne både krop og sind, når vi dyrker yoga, kampsport, mindfulness, fastekurer, vinterbadning, cacaoceremoni. Men tænk hvis vi slap kropskontrollen og i stedet søgte mere kropskontakt.

I fredags bestod jeg min eksamen og blev certificeret Traumeinformeret Kropsterapeut. Det skete ikke med sådan en følelse af overstrømmende taknemmelighed eller stolthed. Det skete mere som en stille krusning på et hav, der lige har lagt sig efter stormen.

Når livet overvælder os, er det første, der reagerer, reptilhjernen. Dernæst følelseshjernen. Måske får vi en kropslig erfaring af, at det er farligt at være på en bestemt måde. At vi enten er i decideret livsfare eller i fare for at miste flokken. Måske vokser der en selvfortælling ud af den kropslige erfaring. Men selve den overvældende oplevelse, traumet, bor i de to første dele af hjernen.

Vi ved det godt, tror jeg, at relationer er det vigtigste vi har. Alligevel kan vi let glemme at prioritere dem ~ og ikke mindst glemme at nære vores evne til at være i relation. Måske vi tager for givet, at vi kan. Men kan vi det i et samfund, hvor mange af og skal løbe hurtigere end vi har luft til for at få familieliv, arbejde og fritid til at hænge sammen?

Når vi overvældes af livet har vi ofte ikke mulighed for at udtrykke vores følelser i øjeblikket. Vi får ikke sat grænser og talt vores behov højt. Den beskyttende energi fryser, fastlåses i kroppen. Vi lukker ned, tilpasser os eller stikker af fra kroppen for at beskytte os selv.