Mit virke udspringer af en længsel efter at leve mere frit og samtidig i dybere forbindelse. Jeg har overlevet det meste af mit liv, ude af stand til at tage livet ind, sanse verden og være nærværende i mine relationer. Altid med en følelse af, at noget andet burde være muligt. Derfor har jeg opsøgt utallige terapeuter og alternative behandlere, som alle kunne noget. Alligevel mærkede jeg gang på gang, at deres støtte ikke var tilstrækkelig. Jeg hang fast i de samme mønstre og overbevisninger, selvom jeg kognitivt havde erkendt, at de spændte ben for det liv, jeg længtes efter. 

Rejsen ned i kroppen og forståelsen af mit nervesystem gennem blandt andre Stephen Porges, Peter Levine og Gabor Maté ændrede noget. Grundlæggende. Jeg mærker, at det er gennem kroppen, der sker bæredygtige og blivende forandringer. Ganske langsomt oplever jeg, at jeg er anderledes i livet. Tilstede, nærværende og i et flow, jeg ikke tidligere troede var mig forundt. Derfor har jeg dedikeret mig til den traumeinformerede tilgang og til at arbejde med krop, sind og ånd som ét hele. Det gør jeg gennem blid kropsterapi, somatisk samtaleterapi, yoga, retreats, fordybelsesdage, forskellige forløb og andre kreative variationer af det. 

Set gennem min nuværende forståelse af nervesystemet var mit eget nervesystem i alarmberedskab fra den dag, jeg som ni-årig mistede min far til cancer efter kort tids sygdom. Livet, som jeg kendte det, var forandret. Jeg var forandret. Ude af stand til at regulere mit nervesystem, fordi der ikke var et empatisk vidne med de rette kompetencer, som jeg kunne læne mig ind i. Jeg overlevede. Opsøgte hjælp, der kortvarigt hjalp og gjorde mig meget klog på mig selv, men ikke i stand til at ændre min grundlæggende indstilling i nervesystemet. 

Senere, da jeg selv blev mor til pseudotvillinger, mærkede jeg helt tydeligt, hvor presset mit nervesystem stadig var. Samtidig blev jeg konfronteret med mine egne tilknytningsmønstre med større intensitet end nogensinde før. Jeg blev sygemeldt med stress og tvunget til at sætte tempoet ned. Langsomheden støttede mig i at genfinde kontakten til kroppen, og mødet med de ~ for mig ~ helt rigtige terapeuter hjalp mig til at forstå, hvordan jeg gennem den kan skabe forankret forandring. 

Livet har lært mig, at det ofte er i livets store overgange eller mørkeste stunder, at vi mærker os selv klarest og kan begynde rejsen mod at leve i dybere forbindelse med os selv, vores relationer og livet. Langsomt og med en tryg, tillidsskabende og tilpas udfordrende hånd i ryggen. Den hånd kan være min, hvis du mærker et match med mig gennem ordene her på min side. 

Tak fordi netop du har fundet vej herind. Jeg glæder mig til at møde dig.  

Kærligst, Ditte