Hvad Astrid Lindgren har lært mig om pendulering

Min 4-årige datter har længe trukket Brødrene Løvehjerte ud af bogreolen og insisteret på, at vi skulle læse om Tvebak og Katla og de hvide duer i Nangijala. Jeg har været lidt forbeholden. Selvom jeg ikke vil skærme mine børn for døden, og vi gør meget ud af at tale om døde solsorte og livets cyklus, så mærkede jeg alligevel en tvivl. Var hun klar til lige præcis dét eventyr?

Hun insisterede. Jeg overgav mig.

Døden og angsten for ensomheden lever også i en 4-årig, og jeg er overbevist om, at vi ikke gør det større ved at læse om det. Give det plads sammen.

I genlæsningen af Brødrende Løvehjerte slår det mig, hvordan Astrid Lindgren smukt pendulerer mellem Tvebaks mørke ensomhed og skønheden i fuglesang. Mellem angsten for Tengils ondskab og duften af kirsebærblomster. Mellem Katlas grusomme ild og piletræernes spejling i floden. Præcis som jeg har lært at pendulerer mellem det svære og sundheden, sammentrækningen og udvidelsen, først gennem Somatic Experiencing og senere som traumeinformeret kropsterapeut.

Der er noget med at forstå, hvad vi måske helt intuitivt forstod som børn, men senere aflærte, der for mig gen-fortryller Lindgrens bøger og hele hendes forfatterskab. Skønlitteraturen var mit fristed, når livet blev for svært som barn. Ronja, Laura i det lille hus på prærien og Anne fra Grønnebakken var blandt mine bedste venner. Men så blev fortællingerne skiftet ud med faglitteratur, og jeg fik behov for at forstå frem for at føle mig set, spejlet og inspireret.En del af mig mærker, at barndommens bøgerne bliver endnu mere værdifuld, når jeg forstår magien i en faglig ramme. Men noget er også ved at ændre sig. Jeg behøver ikke forklare alt. For hvem kan forklare magien i fuglesang, duften af kirsebærblomster og synet af et piletræet i blikstille vand? Det er bare. Magisk.

Det, Lindgren så smukt minder mig om, er at livet ikke er smukt, fordi der er evigt blomstrende kirsebærtræer, men fordi kirsebærtræerne kan blomstre samtidig med at livet er svært. Vi må dvæle ved skønheden i verden for at kunne være menneskelige mennesker og ikke små lorte i en mørk tid. Sådan er det i sagaernes og eventyrernes og lejrbålenes tid. Og sådan er det i vores tid. Den påmindelse er jeg måske ikke den eneste, der kan have brug for.