Venter du også på den næste katastrofe?
Jeg møder mange mennesker i sorg, der bevidst eller ubevidst venter på den næste katestrofe. Har vi en gang prøvet at miste, ved vi ~ med krop, sind og sjæl ~ at det kan ske igen. Vi ser pludselig farer alle vegne og frygter situationer, der tidligere var en helt naturlig del af hverdagen. Vi bliver optaget af at spænde sikkerhedsselen korrekt, holder ekstra godt fast i børnene på badebroen og bekymrer os irrationelt meget, hvis der går længere tid, før vi får svar på en sms. Katastrofetankerne er meget menneskelige ~ og har en biologisk forklaring. Sorgen påvirker vores hjerne.
Ifølge blandt andre cand.psych. PhD Susan Hart er hjernen bygget op af tre lag; et sansende, et følende og et tænkende.
Det sansende, autonome lag udgøres af hjernestammen og kontrollerer blandt andet åndedræt, impulser og arousal. Denne del af hjernen deler vi med krybdyrerne, og den er både historisk og i os hver især som mennesker den tidligst udviklede del af hjernen.
Det følende lag kaldes også det limbiske system. Det inkluderer blandt andet hippocampus, som relaterer sig til vores korttidshukommelse og overblik, og amygdala, som er kroppens alarmsystem og følelsescenter. Denne del af hjernen deler vi med pattedyrerne, og den udvikles hos os som mennesker fra vi er tre måneder til cirka et år.
De to første lag af hjernen, det sansende og det følende, udgør cirka 70 procent af hjernen. Det tænkende, præfrontale lag udgør 30 procent og er først færdigudviklet, når vi er omkring 25 år. Det er i denne del af hjernen, at vi udvikler evnen til at reflektere, analysere og regulere vores behov, så vi ikke kun er impulsstyret.
Når vi mister et menneske, forandres den verden, vi kender. Hjernen er på overarbejde for at tilpasse sig. Organiseringen af lagene betyder, at de øvre, nyere lag kun kan fungerer optimalt, når de dybere, ældre lag fungerer. Altså bliver vores evne til at tænke rationelt udfordret, og der er gode betingelser for katastrofetankerne, som er styret af det følende og sansende lag.
Når hjernen er overbelastet ~ som den vil være i dyb sorg ~ er den indstillet til at fokusere på det, der er farligt eller ikke fungere. Hvis vi prøver at tænke os ud af det og bekrige katastrofetankerne med rationaler, presser vi hjernen yderligere. Kunsten er i stedet at give hjernen pauser. Det er individuelt, hvordan vi hver især giver hjernen mest ro, men hjerne-pauser kan være:
Gå en tur ~ helst uden podcast eller musik i ørerne
Vejrtrækningsøvelser som eksempelvis box breathing: Tæl til 4, mens du langsomt ånder ind. Hold vejret og tæl til 4. Ånd langsomt ud, mens du igen tæller til 4. Tæl i et tempo, der passer dig og gentag gerne 5-6 gange.
Lav små ritualer, du kan vende tilbage til hver dag: Måske du drikker din morgenkaffe med bare tæer i græsset. Måske du tager 10 minutter i stilhed midt på dagen. Måske du tænder et lille lys og betragter det, mens du drikker din aften-te.