Forældreudbrændthed er et stigende problem. Også i Danmark. Evnen til at slukke for den konstante informationsstrøm og velmenende råd om, hvordan vi bliver de bedste forældre, kan være afgørende, hvis tendensen skal vendes. Mere end hvile handler det om at komme tilbage til sig selv, mærke behov og grænser og begynde at leve fra hjertet.

Selvregulering er en vigtig evne som forældre. Har vi ikke lært at regulere, men tror at vi kan kontrollere os gennem livet så kan det at blive forældre være udfordrende ~. og måske føre til forældreudbrændthed.

Selvregulering. Du har sikkert hørt om det. Senest har Zetland skrevet om det som den nye superpower. Men ligesom skribenten på mit yndlingsmedie oplever jeg også, at det kan være liiiiidt svært at finde ud af, hvad begrebet egentlig dækker over. Og ikke mindst forskellen mellem at regulere og kontrollere.

Sorg er ikke kun en følelse, der er nærværende, når vi mister nogle. Sorg kan også være nærværende, når vi begynder at frigøre os fra tidlige traumer og fortællinger om, hvem vi er. At frigøre os fra de strategier, der tidligere var en del af vores overlevelse, men som nu virker begrænsende. Frigøre os fra de dele af os selv, som må dø, før vi kan leve i overenstemmelse med, hvem vi er nu, vores værdier og visioner.

Ser du dem, de grædende kvinder, der lever i parker og på musseer verden over? I norden kaldte vi dem engang for grædekoner, klagekoner og sørgekoner. I gamle mexicanske historier kaldes arketypen La Llorona og i det antikke Grækenland Niobe. Hun er universel. Sorgbæreren, der ikke kan holde op med at græde. Heller ikke selvom hun bliver forvandlet til en stenstøtter.

I en verden hvor de fleste af os er trænede til at fortælle historien om os selv, har vi tendens til at opfatte den som noget kognitivt. Du bliver, hvad du tænker, hedder en moderne bestseller om mentaltræning. Men livet udfolder sig også som en symfonisk dans i nervesystemet og en indre samtale mellem nerver, bindevæv, organer, hormoner og energikrop.

Hvem er jeg? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv meget den seneste tid. Mest insisterende under vintersolhvervet, nytåret og da jeg på årets første dag fyldte 40. Så kom sneen og lagde sig som et hvidt lærred, en invitation til langsomt at åbne for alt det nye. Løfter jeg blikket mod stjernehimmel astrologiske løfter om en ny tid.

Måske det virker åbenlyst her i det nye års spæde begyndelsen. Et år slutter, et nyt begynder. Jeg holder af at ære overgangen. At bruge tid på at blive bevidst om, hvad jeg ønsker at slippe, og hvad jeg ønsker at kalde ind. Udvide mellemrummet mellem årerne. I år føles det ekstra essentielt, fordi nytåret også markerer et nyt årti. Dagen for vores fødsel markerer på samme måde som årskiftet en slutning og en ny begyndelsen. Men døden? Markerer døden også en ny begyndelse?

Sorg er en kompleks størrelse. Vi påvirkes både psykisk, fysisk og ~ mærker jeg ~ sjæleligt, når vi mister en betydningsfuld person. Mange af sorgens facetter er ikke synlige for vores omgivelser. Af og til ingen gang for os selv.

Måske pauserne er svære, fordi vi lever i et præstationssamfund, hvor vi er vænnet til hele tiden at skulle være igang. Med noget. Gøre. Måske de er svære, fordi vi kropsligt forbinder stilstand med fare. Det autonome nervesystems mest fundamentale forsvar er stilstand. Kollaps. Kroppens sidste forsøg på overlevelse er at spille død. Måske vi ubevidst forbinder stilstand med netop det, døden. Hvem er vi, hvis vi ikke præstere? Men stilstand er ikke død. Stilstand kan for os mennesker også være forbundet med nydelse og nærvær.

Skyggerne fra de generationer, der kom før os, fylder en del i mit terapirum for tiden. Særligt skyggerne fra dem, der var, men ikke er fysisk længere. Det har givet mig lyst til at dele lidt om skyggearbejde her. Måske det resonerer med flere derude.

Verden skævler. Der er masser, der kan trigge alarmberedskabet, når vi løfter blikket, fanger en avisrubrik eller skærm, et medmenneskes nedtrykte eller kampklare ansigtsudtryk. Vil vi en anden verden, skal den bygges på noget helt andet. Tryghed. Tillid. Forbindelse. Jeg sænker blikket. Bliver opmærksom på hverdagens små gyldne øjeblikke.

Når vi vil vække kropshukommelsen til live og mindes vores døde, kan genstande vi kan dufte, mærke, høre, se være helt afgørende. De kan være med til at ære og nære vores følte fornemmelse af dem, vi har mistet. Oplevelsen af at være sammen med dem, selvom de er uigenkaldeligt væk i fysisk form.

Som knude i maven, et tomrum i brystet, en knugende tung blyvest? En sammentrækning, en udvidelse? En følelsesløshed, en afkobling fra kroppen eller en ny forbundethed? Min erfaring er, at sorgen kan komme til udtryk mange steder i kroppen og fletter sig ind og ud af andre følelser.

I går modtog jeg dette fine digt fra en helt særlig kvinde, jeg har haft i et sorgterapeutisk forløb henover sommeren. Hun har kendt sorgen siden hun var helt ung, og sidste år døde hendes mor.

Jeg har fået lov at dele nogle af de ord, hun har sat på vores forløb sammen

På mit første modul på uddannelsen i Traumeinformeret Kropsterapi sagde Evaloa Schou noget om benævnelser, som har været med mig siden. Fornyelig fandt vi ting til kimsleg på vej hjem gennem skovene, børnene pg jeg. “Pluk den der takkede, som kilder,” sagde min ældste. “Ja, det er en bregne,” sagde jeg. Og fortrød. Benævnelsen tager os væk fra sansningen, ud af kroppen.

Det er så nemt at blive sur på vores symptomer. At skælde ud på smerterne. At dulme en larmende krop med stimuli og piller. Men symptomer som de her er kroppens måde, der kalder på din omsorg.

Min ældste datter er treethalvt. Hver gang hun gynger, vil hun gynge hele vejen op til morfar. Hun har tit brug for at tale om, hvor han er. I himlen, i hvertet, i vinden. Og i jorden i hans have der på kirkegården tæt ved mormor. Alle steder og ingen steder.

Begrebet posttraumatisk stress kender ud sikkert, men har du hørt om posttraumatisk vækst? Begrebet er udviklet af de amerikanske forskere Richard Tedeschi og Lawrence Calhoun i 1995. Det henviser til den positive psykologiske forandring, som ofte følger meget udfordrende livsomstændigheder.

At finde den helt rigtige terapeut handler i min optik i lige så høj grad om personlig historie, livsfilosofi og kemi som uddannelsesbaggrund. Hvis du er i tvivl, om jeg er det rigtige match for dig, kommer her lidt fakta og fortælling om mig.