Antidoten til udbrændthed er ikke ~ nødvendigvis ~ hvile

Jeg har ligget på sofaen et par timer i dag. Læst og lyttet til en podcast. Det har føltes som om trætheden er flyttet ind i mine knogler, selvom det er forår, og det burde pible af liv og virkelyst. På podcasten forstod jeg, at jeg ikke er den eneste. Der er noget i tiden. En følelse af udbrændthed. En følelse af ikke at kunne, ikke at ville leve op til de forventninger, vi har internaliseret i et tempofyldt, vækstorienteret samfund. En følelse af, at noget andet spirer. Ganske langsomt. Ganske voldsomt og alligevel stille.

Mens jeg lå der, midt på dagen, kom jeg i tanke om en David White tekst, som jeg faldt over for noget tid siden.

“You know that the antidote to exhaustion is not necessarily rest? … The antidote to exhaustion is wholeheartedness,” skriver digteren i Crossing the Unknown Sea: Work as a Pilgrimage of Identity.

Jeg genbesøgte teksten. At leve helhjertet forudsætter for mig også en praksis i at hvile. At blive stille, ligge stille, være stille. Jeg slukkede for podcasten, lukkede øjnene, fokuserede på mit hjertes slag. Det er ikke hvilen i sig selv, men intentionen med den, der er essentiel.

Antidoten til udbrændthed er ikke hvile. Det er helhjertethed. Evnen til at mærke sig selv, lytte indad, leve med hjertet forrest. At skabe et liv i overensstemmelse med sine indre værdier.

Jeg har ikke opskriften på, hvordan vi gør. Jeg tror ikke, at der er én. Pointen er, at det var værdi at hvile og blive stille i en verden, hvor alt synes i opbrud, og vi skal gøre os umage for at undgå invitationer til at forsvare, forskanse os.

Det kræver bevidsthed ~ og støtte ~ at blive så stille, at vi kan høre hjertet slå, og sjælen hviske; hold det åbent. Ligegyldigt hvor bange du er, så hold hjertet åbent og lad det vise vejen. Det er blandt andet det, som blid kropsterapi kan være en yderst hjælpsom støtte til.