Om hvorfor du skal undgå at forstå alting

Du behøver ikke forstå, forklare og forsvarer, hvorfor du har det, som du har det. Der kan faktisk være en helingskraft i at lade være.

Jeg griber ofte mig selv i at spørge mine døtre, hvorfor de er kede af det, vrede, måske også overstadigt glade eller trætte. Men jeg prøver at lade være. Jeg ønsker så inderligt, at de ikke bliver lige så trænede som jeg i at altid at skulle forstå, forklare og forsvare, hvorfor de har det, som de har det.

Det kan være sundt at sætte ord på følelserne. Mærke, hvad der vækker glæde, og hvad der vækker tristhed. Men vi behøver ikke vide, hvorfor kroppen knuger sig sammen sammen, hvorfor det spænder op i et bestemt område, eller hvorfor energien i os bevæger sig, som den gør (emotions = energy in motion).

Når vi fokuserer på at forstå, forklarer og forsvarer, tager det os ud af kroppen og op i den senest udviklede del af hjernen. Der er det for mange af os trygt at være. Måske er vi blevet belønnet, når vi har kunne være der som børn. Sætte ord på følelserne, skabe mening og en form for kontrol i livets kompleciteter. Det kan virke trygt, men det udfordrer også kroppens iboende evne til selveheling.

Vi kan ikke forstå, forklarer og forsvarer alt. Vi skal ikke.

Jeg øver mig på i stedet at spørge mine børn, hvor de mærke tristheden i kroppen, hvad farve vreden har, hvordan glæden bevæger sig, eller om trætheden er varm eller kold? Jeg øver mig i at slippe trangen til at forstå med den rationelle del af hjernen og åbent observerer, hvad der er levende i kroppen. På den måde skaber jeg plads til, at det kan bevæge sig.

Det føles nyt. Nogle gange også lidt forbudt. Men det hjælper mig at se på mine døtre. Se hvordan noget i dem bliver lettere, friere og mere helt, når de bliver inviteret til at mærke sig selv frem for at forstå, forklare og forsvare sig selv. Det er som en tilladelse til at være. Med hele sit væsen.

Det støtter mig i at være med hele mig. Også de dele, jeg ikke forstår