Kropskontakt eller kropskontrol?
Det er ikke, hvad vi gør, men hvordan vi gør det
Jeg var i køkkenhaven for første gang i noget tid i dag. Mulden har ændret sig, duftene. Afgrøderne står ikke med samme pragt som tidligere på året. Det mærkes mere som en dans mellem overflod og forfald. Mine sanser åbnes her. Jeg får pludselig nye nuancere på mine indre årstider og stemningsskifte.
Mens jeg stod med hænderne under det kolde vand og skyllede jord af kartofler og jordskokker, fik jeg en fornemmelse af, at netop den lidt trivielle hverdagsopgave er som en meditation for mig. Hvis jeg giver mig tiden til det.
Vi lever i en tid, hvor vi bliver inviteret til at hacke os til sundhed og indre ro med færdige modeller, det mest af alt minder om forarbejdede færdigretter solgt som den helt rigtige sammensætning af næring. Og så kan det langsommelige arbejde med at lytte til kroppen føles uoverskueligt. Eller i hvert fald ikke lige så effektivt som at lave dén der vejrtrækningsøvelse i toget eller vinterbade mindst en gang om ugen og vide præcis, hvad det skulle gøre godt for, fordi nogen andre har fortalt os det.
Og jo, jeg både mediterer og vinterbader. Når det føles som det sande valg for mig. Andre dage er jeg i køkkenhaven eller læser skønlitteratur. Præcis ligesom maden smager bedre, når vi har haft hænderne i jorden eller dejen, valgt ingredienserne selv og snuset til krydderierne, så er hverdagspraksisserne også helt anderledes, når vi selv har sanset ind i, hvad der nærer os.
Der er ingen model, der passer alle.
Vi er præget forskelligt. Vores nervesystemer er forskelligt indstillet. Vores bindevæv har organiseret sig forskelligt. Vores næringsbehov er forskellige. Det, der kan virke beroligende på mig, kan sætte en anden i alarmberedskab.
Kropskontakt handler for mig om tiden og tålmodigheden til at lytte indad. Mærke. Sanse. Indefra og ud. Det handler om at slippe fokus på, at noget skal se ud på en bestemt måde, føles på en bestemt måde. Og at være med det, der er. Også når det er grimt og svært.
Der er noget ved forfaldet i køkkenhaven lige nu, som giver mig tilladelse til at være med mig eget forfald. Der er noget i den farverigdom, træerne præsenterer lige før de slipper, som åbner for en bredere palette af følelser og kropslige fornemmelser i mig. Der er noget i naturens langsomme harmeligste, som minder mig om at slippe kontrollen og mærke kontakten. Være. Her. Nu. Det er blandt andet noget af det, jeg arbejder med som traumeinformeret kropsterapeut.