Tiden heler ingen sår
Tiden går.
I de her dage er det 32 år siden, min far døde. Livet har kaldt min opmærksomhed til de store skifte, der ligger foran min familie og jeg lige nu, og tiden til at dvæle ved fortiden og sorgen har ikke åbent sig uanstrengt.
Men min krop husker. Det er som om den ensomhed og frygt, sorgen i min barndom bar med sig, bliver vækket hevrt år i denne tid. Lyset vender tilbage, og mirabelleblomsterne langsomt åbner sig. Det er genkendelig følelse af, at noget inviterer til udvidelse, mens min krop mest har lyst til at trække sig sammen.
Når jeg giver det plads, fylder det mindre. I år har det været som en klump i halsen, der er blevet hikstet vredt ud. Mod dem jeg elsker allermest. Instinktivt får jeg lyst til at skubbe fra, læne mig så dybt ind i en træstamme, at jeg for en stund forvinder der. Svævende mellem det, vi kommer fra og bliver til igen. Jord og stjernestøv.
På vej hjem gennem skoven tidligere i dag fik tårerne lov at trille. Jeg mærkede noget lette i brystet. Anspændtheden i musklerne slippe. Vejrtrækningen bliver lidt dybere. Mine celler sang den sang, jeg kender så godt. Den om at give sorgen og savnet plads.
Inden jeg cyklede fra børnehaven, fortalte min ældste datter en af sine voksne, at hun var ked af det og tænker meget på, at hun kommer til at savne børnehaven. Hun har sidste dag i morgen. “Men der kommer til at ske så meget nyt og spændende i skolen,” svarede pædagogen. Jeg mærker det kærlige sted, som svaret kommer fra. Men jeg bliver også ramt. Ramt af vores manglende evne til at være med det svære og give det plads, uden at ville fikse, uden at gøre det forkert.
Måske var det lige det, der skulle til, før mine indre forsvarsværker faldt i dag. En spejling af en scene, som jeg så ofte selv har været en del af. Som jeg stadig kan blive en del af, hvis jeg ikke har ressourcerne til at rumme alle facetter af mine børns følelsesliv. Den rummelighed opbygger jeg kun ved at rumme alle facetter af mit eget følelsesliv. Tillade. Give plads. Mærke smerten.
Den bor stadig i mig, selvom livet hver dag vokser omkring den. Det er blevet lettere at have den med mig, efter jeg har lært at lade mig holde. Ikke kun når jeg har brug for det, men som en kontinuerlig praksis, der minder mig om, at jeg ikke skal klare alting selv. At mennesker trænger mennesker, og vi er skabt til at læne os ind i hinandens nervesystem.
