At sætte en intention
Den her lille blomst mindede mig i dag om betydningen af at leve med en intention. At åbne sig hver dag med bevidst om sit formål, selve årsagen til at man udfolder sig.
Hvis vi ikke er vågne snupper regnvejret, de mandagstrætte tumlinger eller den skarpe chef opmærksomheden. Vores energi bliver slugt af dagens omstændigheder og tilfældigheder, vi ikke selv har kontrol over. Vi glemmer hvorfor, vi er her, og hvad vi ønsker at bridrage til verden med. Bevidst at arbejde med sin intention ~ ikke bare på yogamåtten, men i livet ~ støtter os i at finde tilbage til vores formål og nære det, der nærer os. Fordi det, du giver opmærksomhed, vokser.
Din intention kan være et udtryk for en retning, du ønsker at bevæge dig i; en kvalitet, du ønsker at fremelske hos dig selv; eller et handlemønster, du ønsker at slippe. Den mest kraftfulde måde er at formulerer intentionen på, er at gøre det i nutid og med et positivt afsæt. Som om din intention allerede er din realitet. Ønsker du eksempelvis at leve sundere og bryde dit mønster med at snacke slik, kage eller drikke alt for meget kaffe for at holde energien oppe om eftermiddagen, duer det ikke at formulere intentionen: Jeg indtager ikke sukker og andre usunde stimulanser for at komme igennem dagen. Underbevidstheden forstår ikke ordet ikke, så du konditionerer din hjerne til det stikmodsatte af, hvad du ønsker. I stedet kunne du formulere intentionen: Jeg lever sundt og nærer min krop med god energi, eller jeg lever sundt og holder de pauser, jeg behøver for at have energi til hele dagen.
Du kan formulere intentionen som et mantra og meditere på det hver morgen, gentage det for dig selv på vej til arbejde eller hænge det op på køleskabet i en periode. Når intentionen er er dybt forankret i din bevidsthed, vil den kalde dig hjem og minde dig om, hvordan du ønsker at udfolde dit liv ~ selv på dage, der føles krævende og kaotisk.