Har du mistet forbindelsen til dig selv?

Ofte skriver jeg om sorg, som en følelse, der opstår, når vi mister nogen, vi elsker. Men vi kan også sørger over at have mistet os selv. Forbindelsen til det, der er dig, når du slipper præstationerne, dine roller og det, du ellers identificerer dig med.

Vi tilsidesætter alle sammen os selv og vores følelser engang imellem. Måske særligt som småbørnsforældre. Det er helt naturligt at vores egne behov træder i baggrunden, når der er et lille menneske, der er afhængigt af os og vores evne til at tilfredsstille helt basale behov.

Men at at tilsidesætte dine behov kan også være et traumerespons. Måske oplevede du som barn, at du kun var elsket, når du passede ind i de voksnes rammer og gjorde, hvad der blev forventet af dig. Måske trænede du din tilpasningsevne i en grad, så du mistede fornemmelsen af, hvem du var. Måske fortsatte du med at forfølge det, du fornemmede omverdenen forventede af dig, indtil du en dag ikke kunne mere.

At undertrykke dine behov, sine grænser og din intuition kræver mange ressourcer. Også selvom det er en ubevidst handling. Pludselig kan du ikke mere. Måske bliver du sygemeldt med stress og ender hos lægen, der spørger dig, hvad der gør dig glad. Det ved du ikke. Du har lært, at din værdi er baseret på dine præstationer eller dine relationer til andre, men opdager nu, at du sjældent er helt til stede i dem. At du har mistet dig selv.

Hvis vi har tillært os ikke at mærke vores følelser i relation til andre mennesker, men udfylder en rolle, som vi tror, bliver forventet af os, så ender vi med en konstant følelse af manglende selvkærlighed. Min erfaring er, at det ofte efterlader os med en følelse af ensomhed og sorg. Det kan vi overleve med i mange år uden at kunne indentificere det eller handle os ud af det.

Førs når kroppen skriger og siger fra, bliver vi tvunget til at se på det. Og så kan vejen hjem til os selv føles overvældende, nærmest umulig. Hvordan praktiserer vi selvkærlighed, hvis vi ikke har lært, at vi er værdige blot ved at være os?

Svaret er ikke enkelt. Det eneste jeg tør sige generelt er, at det er en kontinuerlig praksis, og at det ofte kræver kontinuerlig støtte i begyndelsen. Støtte til at vende tilbage til kroppen og derfra mærke os selv, vores behov, grænser og intution. Uden så mange forklaringer, forsvar og fortællinger.