Hvad Astrid Lindgren vidste om børns evne til tilpasning og traumer
Vi taler ofte om evne til at tilpasse os, være agile, som en ressource. Det kan det være. Men det kan også være en traumerespons, som Astrid Lindgren så det i 70erne, da hun reflekterede over en turbulent tid med sønnen Lasse. Nogenlunde samtidig satte Pete Walker det, han kaldte fawn, ind i en terapeutisk kontekst. Senere har Stephen Porges i sin Polvagal Teori beskrevet det som en blandingstilstand, der både invoverer en høj grad af sympatisk aktivering (stress) og en mindre grad af dorsal vagal nedlukning.
Den ekstreme tilpasning ~ som jeg synes er den mest præcise danske beskrivelse af fawn eller people pleasing ~ efterligner en adfærd, der virker sikker og socialt engegeret, selvom vi føler os truede. Den opstår i en ubevidst erkendelse af, at vi hverken kan flygte eller kæmpe mod det, der truer os. Astrid Lindgren ser det, når sønnen Lasse græder “utrøsteligt og umærkeligt”, da han pludseligt må rejse fra den plejemor, han har boet hos de første tre år af sit liv. Der var intet at gøre. Det vidste han. Det så hun.
Hun gjorde, fornemmer jeg, sit absolut bedste for at være et empatisk vidne og hjælpe sin søn med at rumme overgangene, ensomheden, utrygheden i hans første leveår. Ligesom hun med sit blik for barnet og sit forfatterskab gjorde sit for at være et empatisk vidne i mange børneværelser. Gennem sit mylder af små magtesløse hovedpersoner, der tilpassede sig alt forædreløshed til sygdom og død, spejlede hun både viljen til magt og den altoverskyggende ensomhed. For mig var det Ronja, der i tiden efter min fars død blev en sjæleven. Det var når jeg med læderbælte og en lille pung fuld af skatte fra brakmarken bag vores hjem legede, at jeg var hende, jeg følte mig allermest forbundet med mig selv, min far og livet.
Astrid Lindgren gav ikke bare sine hovedpersoner, men også sine læsere en mulighed for at genfinde autonomi og autenticitet, uanset hvor meget de måtte tilpasse sig i den virkelig verden. Fantasien er både et frirum og en flugt i de fortællinger, jeg lige nu genlæser med stor glæde ~ og et helt anden bevidsthed, end jeg havde som barn. Selvom en del af mig forstod. Også dengang. Lindgren beskriver på et tidspunkt selv, hvordan barnebarnet Mats under sine forældres skilmisse skærmer sig mod skænderierne ved at fordybe sig i bøgerne.
På et tidspunkt holdt jeg op med at lege på brakmarken. Måske fordi de andre børn heller ikke gjorde det længere. Måske fordi gabet mellem fantasi og virkelighed blev for smertefuldt at eksistere i.
Nu hvor jeg igen er begyndt at bruge tid i naturen dagligt og som dengang samler skatte i poser, kurve og bundter til tørring, begynder noget dybt inde at hele. Jeg mærker, kroppen husker. Henter mig selv hjem. Forstår nye lag, når jeg giver plads til at mærke det hele ~ enten derude i skoven eller på briksen.
Børn har overhovedet ikke let ved at tilpasse sig. De resignerer bare. Måske flygter de ind i fantasien. Og så kan de ~ vi ~ bruge en hel del af vores voksne liv på at hente os selv hjem igen, ad snoede stier tilbage til barndommen, den frie leg, vores autonomi og autenticitet.