Hvad gør dig glad?
Hvad gør dig glad? Sådan spurgte både min læge og psykoterapeuten og damen på jobcentret mig igen og igen, da jeg blev sygemeldt med stress. Jeg kunne ikke svare. I hvert fald ikke fra et ærligt, autentisk sted i mig. Jeg kunne ikke mærke det. En del af mig var bevidst om det. En anden del svarede ud fra, hvad der burde gøre mig glad, hvad “man” svarer, hvad jeg troede var rigtigt at svare.
Fawn, people pleasing eller en ekstrem grad af tilpasning er et traumerespons (jeg har skrevet mere om den i forrige opslag). En blandingstilstand i nervesystemet, som gør os i stand til at interagere socialt samtidig med, at vi eller en del af os er lukket ned. Det kræver en vis fleksibilitet i nervesystemet, men er udviklet i stor utryghed og sansynligvis også ensomhed, fordi omverdenen ikke har anerkendt utrygheden. Jeg kender den, den tilstand. Jeg bliver til stadighed opmærksom på, hvor dybt forankret i mig den er ~ og at jeg ikke bare kan ryste den af mig. Jeg kender den også fra mange af de kvinder, der kommer hos mig. Nogle gange kommer den til udtryk som en fremmedgørelse af kroppen; nogle gange som en følelsesløshed eller ligegyldighed; nogle gange som vrede, der kommer kommer pludseligt og umiddelbart uforklarligt.
Brug tid på det, der gør dig glad, sagde min terapeut igen lige inden sommerferien. Og jeg mærkede, at jeg kunne svare fra et ærligt og autentisk sted.
Det seneste år har været en aflæring af tilpasningsdygtigheden, en invitation til igen og igen at komme hjem til mig selv. På et dybere og dybere plan. En del af den aflæring er foregået på uddannelsen i Traumeinformeret Kropsterapi hos Evaloa Schou, en del i min insiterende nærværende terapeuts trygge rum og en hel del i et liv, jeg har tilladt at være lidt langsommere. Det har vækket lige del lykkestunder og ubehag. Men vigtigst af alt en taknemmelighed for det, der er, et blik for nuancerne og en større følelse af forbindelse til mig selv, mine relationer og livet.
Så hvad gør mig glad:
Tid i naturen med mine børn ~ uden planer om at skulle sanke brombær eller slet skjulte intentioner om fri leg i træerne.
At skrive, når jeg føler mig inspireret og forbundet, og lade være, når jeg ikke gør. Uden at skulle forklare eller forsvare.
Bevægelse forankret i begejstring for bevægelsen og ikke med et specifikt mål for øje.
Mindre skærm og mere (skøn)litteratur. Denne sommer: Sådan cirka for evigt af Siff Cecilie Mossin, Jens Andersens Astrid Lindgren biografi og Kun til navlen af Linea Maja Ernst. Naja Marie Aidts Øvelser i mørke ligger klar og venter på efteråret.
Udflydende tid med nære relationer, hvor dybe samtaler blander sig med gode grin.
Hvad gør dig glad? Kan du sådan ægte mærke det?