Lykke og lyse nætter…

Lykke og lyse nætter synger vi og samles om bålet, overfloden og livet, der sitrer over alt på denne tid af året. Jeg elsker det. Og samtidig mærker jeg også, hvordan solen her på sit højeste kaster lys ind i mine mørkeste kroge. Undrer mig over, hvorfor sommerviserne ikke som vinterens sangskatte både hylder lyset og mørket. Det er kun latter, leg og lethed.

Men lykken er lundefuld, hvis vi jagter den. Glæden kan være giftig, hvis ikke vi giver plads til andre følelser også.

I Genstart her til morgen hørte jeg en palliativ læge fortælle, at en ung, uhelbredeligt syg mand engang havde spurgt hende: hvornår skal jeg dø? Hun havde svaret; det skal nok gå. Det skal nok gå! Hun var i Genstart for at tale om aktiv dødshjælp. Med et budskab om, at de fleste, der ønsker aktiv dødshjælp, gør det af frygt for, at de ikke kan få den rette lindring. Hun fortalte om den unge mand, der ønskede at dø hjemme, men kun fik en halv time der, fordi lægerne insisterede på at behandle, lindre, fixe til det sidste.

Hellere intet mærke, end mærke ubehaget. Hellere lindre, dulme, lukke ned end møde mørket. Hellere brænde vores indre trolde og hekse med de besværlige følelser, krævende behov og uopnåelige længsler på bålet end at være hele mennesker.

Oplevelsen havde forandret hendes syn på den sidste tid. Men hvad med resten af tiden, vi er her?

• Der er intet lys uden mørke.

• Der er ingen lykke uden lidelse.

• Der er intet liv uden død.

Udvider vi kapaciteten til at være med det ene, udvider vi samtidig kapaciteten til at være med det andet. Mit midsommerønske for dig er, at du giver plads til det hele. Også her i de lyse nætter