Kroppen i sorgen og sorgen i kroppen

“Ud fra en standard definition er sorg en reaktion på dødsfald, der involvere både psykologiske og kropslige erfaringer, men ofte ignoreres den kropslige del af både forskere og praktikere inden for thanatologien (læren om døden).” Sådan skriver Svend Brinkmann i Det sørgende dyr. Han har dedikeret et helt kapitel til kroppen i sorgen og sorgen i kroppen. Jeg jublede, da jeg læste det. I min rejse med sorgen har jeg mærket, hvordan sorgen på trods af år med samtaleterapi fortsat har føltes fastlåst. En vigtig del af min heling har været at komme ned i kroppen, bevæge mig med sorgen.

Sorgen indlejrer sig i kroppen, skriver Brinkmann, i en proces, som han kalder indtryk. Samtidig udtrykkes sorgen af kroppen i forskellige sociale og materielle sammenhæng. Den sammensunkne sørgende kender vi fra kunsthistorien. Nedbøjede hoveder, våde øjne skjult af hænder som i Vincent van Goghs Ved evighedens port og Edvard Munchs Det syge barn. Udtrykket kender vi måske mere til end det, som Brinkmann kalder indtrykket.

Vores bindevæv, nervesystem, celler ændrer sig med os gennem hele livet ~ også når vi sørger. Vi bruger musklerne på en anden måde, når vi synker sammen, gemmer os væk, holder paraderne oppe for ubevidst at forhindre endnu et tab. Sorg er, som Brinkmann skriver, ikke noget der sker med kroppen, men noget der udføres af den sørgende og indlejres i kroppen. Kroppen er ikke bare en biologiske organisme, men det sanseapparat, vi agerer og oplever verden igennem. En levet krop bærer livet med sig ~ både som synlige ændringer i kropsholdning og ansigtsmimik, men også som indre prægninger i bindevæv, nervesystem og celler.

I begyndelsen opleves sorg måske som følelsesløshed, udmattelse, søvnforstyrrelser, mangel på energi, appetit og initiativ. Senere har jeg selv oplevet, hvordan sorgen i kroppen er blevet til smerter, indre uro og det stivnet alarmberedskab. Den sammenbøjede krop kan danne det, kropsterapiens fader Wilhelm Reich kalder et muskelpanser. Et kropsligt værn, der forhindrer os i møde verden åbent og tage livet ind. Brinkmann citerer fra C.S. Lewis’ sorgmemoirer: “Ingen har nogensinde fortalt mig, at sorg føles som frygt. Jeg er ikke bange, men fornemmelsen er som at være bange. Den samme uro i maven, den samme rastløshed, den samme gaben (yawning). Fortsætter med at synke.”

I et sorgterapeutisk mentorforløb hos mig vil jeg derfor guide dig til at mærke indad, styrke forbindelsen til dit nervesystem og lade din krop slippe fastlåst sorg og traume. Du vil få konkrete øvelser til en hverdag, hvor du kan danse med alle følelser uden at blive væltet omkuld. Det kan blandt andet være guidede meditationer, skriveøvelser og andre støttende hverdagspraksisser.

Forrige
Forrige

Kunsten at sætte grænser, når du er i sorg

Næste
Næste

Sorgs udvikling over tid