Kunsten at sætte grænser, når du er i sorg

Lige efter et dødsfald bliver 90 procent af din fysiologiske energi brugt på sorgen. Når en vigtig person i dit liv pludselig ikke er mere, forandres verden. Omstillingen tager tid og energi. Derfor er grænsesætning et vigtigt element i sorgarbejdet. Tillad dig selv at sige nej, når du mærker, at du ikke har overskuddet. Nej til gøremål, du før kunne udføre med venstre hånd. Nej til sociale arrangement. Nej til at andres velmente råd. Og kun sige ja til det, du mærker et fuldt og helt ja til.

Det svære er, at mange i denne periode også har svært ved at vælge. Måske oplever du en øget frygt og angst omkring at træffe beslutninger og kan ikke mærke, hvad der føles som nej og som ja. Psykiater og forsker Daniel Siegels teori om tolerancevinduet kan være støttende at læne sig ind i.

Teorien går i alt sin enkelthed ud på, at vi har et tolerancevindue mellem det, han kalder hyper og hypo. Hyper er tilstanden af rastløshed, tankemylder, indre kaos, en følelse af at kunne mærke alt eller ekstra intenst. Hypo er tilstanden af ikke rigtig at føle sig tilstede, være følelsesløs, space ud, en følelse af indre tåge eller ikke at kunne mærke noget ~ måske ingen gang sin egen vejrtrækning. I tolerancevinduet mellem de to tilstande kan vi navigere indefra med et roligt nervesystem. Når vi oplever sorg og traumer, bliver vinduet mindre. Det er helt okay. Og det er også helt okay at bevæge sig uden for vinduet en gang imellem. Det gør vi alle sammen. Kunsten er at mærke, hvornår vi bevæger os op i hyper eller ned i hypo og så finde tilbage til tolerancevinduet igen. Begynder vi at leve størstedelen af tiden uden for tolerancevinduet bliver det usundt.

Har du svært ved at mærke efter, hvor dine grænser er, så mærk efter i kroppen. Det er den ~ og ikke den rationelle, logiske tænkehjerne ~ der fortæller dig, hvordan dit tolerancevindue er lige nu. Det er måske på klem, hvis du lige har mistet, men ikke mere end det. Du glemte måske at respektere det i den første periode af din sorg, eller vidste ikke at du måtte. Så må du lukke det lidt i igen, sige nej og melde afbud til det, tænkehjernen troede du kunne, men kroppen mærker kræver for meget lige nu. Det må du godt