Posttraumatisk vækst er kun muligt, når du kan være med ubehaget, finde tryghed og er åben for støtte

Hvad er gaven, var ofte spørgsmålet, når nogen delte noget svært dengang for 10 år siden, da jeg tog min første coachuddannelse. Jeg husker stadig, hvordan det spørgsmål altid var forbundet med en sammentrækning i mig. Der er ikke altid en gave i smerten, ikke altid en mening med den. Ikke til at begynde med.

Vi vil så gerne derhen. Helst så hurtigt som muligt. Min erfaring er bare, at modstanden mod først at mærke smerten, sorgen, ensomheden, vreden, alt det vi ofte kommer til at kategorisere som negative følelser, netop er det, der forhindrer gaven i at manifestere sig.

Før vi kan transformere traumatiske oplevelser til vækst, må vi mærke ubehaget. Helt råt. Med radikal accept af, at lige nu er det sådan. Slippe modstanden på nuet.

At kunne det forudsætter, at der er et sted, vi føler os trygge nok til at være med det, der er. Uden at skubbe ubehaget væk, kaste glimmer på eller forlade os selv, fordi vi mærker, at vores ubehag vækker ubehag i andre. Som jeg oplevede det dengang på coachuddannelsen.

Vi kan ikke skabe det trygge sted for os selv, hvis ikke vi har lært det tidligt i livet. Derfor har vi brug for støtte. Mennesker, der selv har gået vejen eller kan møde os fra et trygt og roligt sted i sig selv. Mennesker, der kan give os mulighed for at samregulere og derigennem øge kapaciteten i os selv til at være med det svære.

Tryghed og støtte gøder jorden for posttraumatisk vækst. Tryghed, støtte og tålmodighed. Der er ikke noget kick fix. Ofte er gaven i traumatiske oplevelser ikke at livet pludselig bliver mere lyserødt, men at vi øger kapaciteten til at være med det svære i livet og dermed også til at være med det smukke. At vi opøver evnen til at leve mere åbent, tage livet ind. Fuldt og helt.

Når jeg møder mennesker i dyb sorg eller store livskriser, bevæger vi os ofte ad helt andre veje, end de havde forestillet sig. En sansning af sorgen som en tung blyvest, der godt kan være der samtidig med et åbent, bankende hjerte, kan være transformerende. Nærmest magisk. En følelse af at genbebo kroppen efter en voldsom fødselsoplevelse og efterfølgende intens barselstid kan åbne op for en helt ny måde at være i verden på. En erfaring af at ens behov bliver set, mødt og hørt, uden at nogen forlader en, kan være frisættende udover vores forestillingsevne.

Åbningen kan ske med én enkel berøring eller en sansning, der pludselig bliver krystalklar. Men min erfaring er, at integrationen tager tid. At små skridt er den hurtigste vej frem. Vi skal ikke tvinges til at finde gaven eller meningen med det samme. Men vi kan langsomt skabe den ved at være bevidst tilstede. Lige her. Lige nu.