Sorg og stress ~ forskelle og ligheder

Jeg har og har haft mange mennesker i forløb, som er sygemeldt. Med stress. Ikke sorg. De fleste har mistet for 2-7 år siden og har kun haft en kort periode væk fra arbejde, studieliv og hverdag efter tabet. For nogle er det en fødsel, et jobskifte eller en tredje begivenhed, der udløser stress-sygemeldingen. For andre har det indre alarmsystem “bare” været aktiveret så længe, at det nu er blevet umuligt at leve med.

Det undrer mig nogle gange, hvorfor stress efterhånden er en legitim grund til at trække stikket for en stund, men sorg ikke er. Reaktionerne på stress og sorg minder om hinanden. Et studie af posttraumatisk stress viser, at vores nervesystems alarmberedskab bliver aktiveret, når vi oplever tab og traumer. Amygdala sætter skub i adrenalinproduktionen, vores nervesystem skifter til hyperarousal og gør os i stand til at reagere hurtigt på fare. Vores hjernestamme og limbiske system overtager kontrollen og begrænser adgangen til neocortex, så vi får svært ved at bedømme og beslutte, hvordan vi agerer reguleret. Hvis nervesystemet og hjernen stivner i stressresponsen, fortsætter dysreguleringen eller den indre uligevægt. Det kan vi ikke holde til i længden.

Både vores krop og psyke søger ligevægt. Kroppen temperaturregulerer eksempelvis, og heler såret, når vi har slået os. På samme måde søger psyken at selvregulere og eksempelvis berolige os, når vi bliver bange. Når vi oplever tab og sorg, forsøger psyken også at hele smerten. Men hvis vi reagerer med et højt stressniveau, kan der opstå en dysregulering i nervesystemet. Vi bliver anspændte, fortvivlede og sætter tempoet op i stedet for at slappe af, restituere og være i kontakt med os selv og vores behov. Vi kan ikke selvregulere og må have hjælp.

Kuren på et dysreguleret nervesystem er forskelligt fra person til person. Men om vi kalder dysreguleringen stress eller sorg, det gør i min optik ikke den store forskel. Jeg ville bare ønske, at vi kunne forebygge, at sorg ender i længerevarende stresssygemeldinger og give plads til sorgen og reaktionen fra begyndelsen.